Med forholdsvist få effekter er det ofte muligt at give en tryksag et helt specielt udtryk eller blikfang. På denne side kan du hente inspiration til forædling af din tryksag.
Kachering er en plast folie som pålimes tryksagen. Derved øges rivestyrken i papiret. Bruges også som beskyttelse på f.eks. mapper og bogomslag.
Der findes forskellige typer folie til kachering: blank, mat, struktur, ridsefast og soft touch kachering. Anvendes den matte kachering sammen med f.eks. partiel blank UV lak, forstærkes effekten af den blanke lak.
UV lak bruges når man ønsker at tilføre hele arkets overflade en ekstra glans, der fremhæver farverne og kontrasterne i tryksagen. UV-lakken forstærker ikke tryksagen ligesom kachering.
Der findes både blank og mat UV lak, hvoraf den blanke er den mest anvendte.
Partiel UV lak bruges til at fremhæve dele af layoutet på tryksagen. Dette gøres ved at give udvalgte områder lak, så de får glans og træder tydeligere frem. Dette kan eksempelvis være en titel, et billede eller et logo.
Der findes en mat og en blank lak. Derudover findes en relief-lak, som er en special lak der kan lægges på i et tykt lag, så det lakerede område træder fysisk frem. Yderligere findes glimmer-lak, fluorescerende lak, m.fl.
Vi har også mulighed for at give tryksagen en ekstra flot finish ved at påføre lak efter trykningen, lakken findes i en neutral, silkemat, samt blank version – udover den flotte finish giver den også tryksagen ekstra holdbarhed.
Duftlak laves ud fra et pulver, man kan tilsætte tryklakken. Når man gnider på det lakerede område, kan dette dufte af f.eks. pebermynte, citron, jordbær…
Der findes flere hundrede dufte at vælge imellem.
Laminering er en plastbeskyttelse der anvendes på tryksager, der udsættes for en massiv påvirkning, f.eks. menukort. Tryksagen indsvejses i plast.
Præg kan fremhæve dele af et layout - eller blot stå alene som en flot effekt på en toneplade. Præg laves via han/hun klicheer og kan både være ophøjet eller nedfældet.
Foliepræg kan fremhæve dele af et tryk med flotte effekter, f.eks. et navnetræk på en tryksag. Folie findes ud over sølv og guld i et væld af farver.
En stans kan bruges til at give en tryksag en speciel form, f.eks. en bil til en kampagne eller buer på en folder, etc. Det kan også være et hul i en forside på en brochure, der afslører det bagvedliggende.
Ring og hør nærmere om, hvad vi kan gøre for din tryksag!